4 EGU-elever til Krone
De 4 nye medarbejdere er EGU-elever fra FGU Vendsyssel.
På EGU er man i praktik i en virksomhed under det meste af uddannelsesforløbet. Man lærer faget på en arbejdsplads, og i korte perioder er man i skole, hvor man undervises i det der knytter sig direkte, til det man arbejder med i virksomheden.
Rene Schneider og Marianne Rytter Krogh er EGU-vejledere, og de arbejder med at få lavet de bedste uddannelsesplaner for EGU-eleverne. De er glade for, at Krone har sagt ja til at tage hele 4 EGU-elever ind på én gang.
Marianne Rytter Krogh fortæller: ”Vi har mange virksomheder i Hjørring, der er gode til at tage elever ind, men Krone er den eneste virksomhed lige nu, der tager 4 EGU-elever ind på én gang.”
Arne Nielsen, der er afdelingsleder i træ hos Krone siger: ”Vi har hos Krone Vinduer tidligere haft EGU-elever, som vi også haft ansat bagefter og været meget glade for. Og jeg synes i det hele taget, det er spændende at arbejde med de unge mennesker, og i forvejen har jeg eleverne vi udlærer herude, så jeg var glad for at få den opgave. Det gav bare god mening for mig.”
Marianne Rytter Krogh uddyber: ”Det er ikke alle EGU-eleverne der har haft lige meget succes i deres skoletid, så det handler meget om at komme ud i virkeligheden på en arbejdsplads, og få det til at fungere. At eleverne opdager, at de kan udføre et job – rigtigt godt endda, få ros for det, og måske ende med at blive fastansatte.”
Til det siger Rene Schneider: ”Når man ikke har været ude på arbejdsmarkedet før, for nogle af dem er jo meget unge, og ender ude i et voksennetværk, så kan det tage lidt tid at finde ud af det. Det er faktisk en stor udfordring, som det jo ville være for mange 17-årige. Der er en kæmpe læring og modningsproces i at komme ind på en arbejdsplads, få en uddannelse på en virksomhed, der gerne vil dem, og ende med at blive en del af arbejdsmarkedet.”
For Arne Nielsen fra Krone er det vigtigt at sørge for, at de unge har det godt, når de arbejder. ”Jeg sørger for at de bliver en del af den gode stemning, at vi lige holder øje med, hvordan de har det. Så de er en del af holdet. Det handler meget om fastholdelse, og det betyder også, at de skal have det godt på samme tid som de også skal indgå i produktionen på den arbejdsplads, det jo er. Nogle af dem vil gerne rokeres rundt på forskellige steder i produktionen, mens andre gerne vil blive rigtig gode i den samme opgave. Vi hører også allerede at de får ros i produktionen, at de faktisk hurtigt kan gå ind og tage fra, når de fastansatte er syge, og det bliver de selvfølgelig meget glade for at høre. Men det kan vi jo alle sammen godt lide at få at vide.
Der kan være lidt mere arbejde med EGU-elever i begyndelsen, for de kommer jo ret unge og uprøvede og skal være en del af holdet, men vi ender med at få nogle rigtig gode medarbejdere ud af det. Og jeg går op i arbejdet med de unge, så jeg bliver godt nok glad af at se, når de udvikler sig og bliver dygtigere lige som med vores andre medarbejdere.”
De 4 EGU-elever er glade for at være sammen på Krone, så de også kan have et internt netværk på virksomheden. Inden EGU-eleverne er startet hos Krone Vinduer har de været på et 14-dages skoleforløb på EUC Nord, hvor de er blevet introduceret til nogle af de arbejdsopgaver, de vil møde hos Krone Vinduer.
Asger Meng Dahl og Emil Haugaard jensen, begge 17 år, arbejder lige nu med at samle karme sammen med deres voksne kolleger, da jeg forstyrrer dem i arbejdet.
Asger Meng Dahl: ”Vi føler os rigtigt godt klædt på til opgaven med at samle karme, og vi har nu været i gang med det i tre uger.”
Emil Haugaard Jensen: ”Det er spændende at være en del af sådan en stor arbejdsplads, og det kan være en udfordring, men der er mange, man kan snakke med og spørge om råd.”
Asger Meng Dahl tilføjer: ”ja, det er rigtigt, og de har været rigtig gode til at tage imod os”
Pludselig dukker en produktionsleder op og kan lige tilføje, at Asger og Emil klarer det rigtigt godt, og begge drenge siger med et smil, at de allerede fået ros, da der er nogle, der har været syge, hvor de har kunnet gå ind og hjælpe med flere opgaver i produktionen.
Et andet sted på værkstedet har Emil Sandager travlt. Han arbejder koncentreret med opgaverne og ligner en, der allerede har været i gang i meget mere end et par uger. Emil tager lige et par minutters pause, hvor han fortæller, at han tidligere har været ude som smed hos Brüel og ellers gået på produktionsskolen. Han siger: ”Det er en god arbejdsplads at være på, og jeg har det rigtigt godt lige her, hvor jeg er. Arne og dem alle har været flinke til at tage imod os. Det er jo en stor virksomhed herude, men det at lære de nye mennesker at kende kommer stille og roligt. Jeg vil sige, at her er et godt arbejdsmiljø, og jeg er glad for mine opgaver.”
Jeg siger farvel til de unge mænd, og lader dem komme videre med de arbejdsopgaver, som de allerede ser ud til at være ret ferme til, mens Rene Schneider fortæller: ”Vi sætter de unge i gang med et positivt forløb med god opbakning fra virksomhederne. Her har vi de indledende samtaler med både elever og virksomheder, hvor de får en forståelse for de eventuelle udfordringer EGU-eleverne kan have.
Der kan eksempelvis være nogle boglige udfordringer, som gør at man ikke vælger et normalt forløb på en erhvervsuddannelse, men der kan EGU-forløbet hjælpe, så man stadig kan være elev, blive lært op i et skræddersyet forløb, få en uddannelse og til sidst et fast job.
Sidste skoleår havde vi i alt 57 elever i EGU. Af de elever, der gennemførte EGU sidste skoleår, kom flere end 80% af dem i arbejde eller uddannelse efterfølgende - og kun ca. 5% af de 57 elever havde et negativt frafald i uddannelsen, dvs. afbrudt EGU, hvor det ikke umiddelbart har ført til arbejde eller uddannelse. Det er vi meget glade for, for det betyder jo, at eleverne både får en godt skræddersyet forløb, men at de også møder virksomheder, hvor de bliver en del f et godt arbejdsfællesskab og et netværk af gode kolleger.”