Fisk med de morgenfriske

28.02.2022

I dette skoleår har A5 fra A-klasserne fokus på Hirtshals i deres årsplan for Uddannelse, job og karrierelæring. Som led i aktiviteterne forlagde holdet en kold dag i november hele skoledagen til Hirtshals.

Kl. 6.45 mødte de morgenfriske elever ind foran Hirtshals Fiskeauktion, hvor Anders Østerby fra Skoletjenesten på Nordsøen Oceanarium viste rundt i auktionsområdet. Der blev fortalt om fiskearter på auktionen med kig ind i sorteringsområdet og eleverne kunne opleve auktionarius i aktion. Herefter blev det til en guidet tur i området, der endte med en sejltur med museumskutter HG Hejlesen.

Eleverne fulgte auktionsfiskens vej til Venmark Fisk, der senere på formiddagen tog imod til et spændende virksomhedsbesøg med et kig ind i de forskellige jobmuligheder i virksomheden.

Tak til Anders Østerby, folkene bag HG Hejlesen og ikke mindst Venmark Fisk for et godt indblik i arbejdslivet omkring Fiskeindustrien.