Støtte til sårbare børn og unge

16.06.2020

Ansættelse af en misbrugsmedarbejder, etablering af et fraværsteam i grundskolen og tre nye ungeguides er nogle af de konkrete tiltag, der skal sikre den bedst mulige støtte til sårbare børn og unge i Ungegarantien.

Ungegarantien favner alle børn og unge, også dem der er særligt udfordrede. Derfor har Ungegarantien et særligt fokus på at støtte sårbare børn og unge i at blive i stand til at tage en uddannelse og få et job.

Vi skal sætte ind der, hvor risikoen for at unge falder ud af skole- og uddannelsessystemet er størst. Det gælder fx ved et højt skolefravær eller ved misbrug. Samtidig er det vigtigt, at vi har fokus på at koordinere på tværs af forvaltninger og afdelinger i kommunen for at sikre et tæt samarbejde omkring det enkelte barn og den enkelte unge.

Desuden tror vi på, at et tættere samarbejde med det frivillige område kan have stor betydning for de unges muligheder for selv at søge hjælp. Det kan dermed være med til, at vi får fat i de sårbare børn og unge. Her satser vi på et tættere samarbejde med headspace, som har etableret sig i Hjørring fra den 1. september 2019.

Ansættelse af tre Ungeguides
Fra den 1. september 2019 har Hjørring Kommune ansat tre Ungeguides, der skal fungere som gennemgående kontaktpersoner for unge med komplekse problemstillinger. Ungeguidens opgave er at koordinere imellem de professionelle og den unge/familien. For nogle unge vil Ungeguiden særligt give støtte til at få struktur på livet og mestre hverdagen bedre. Hovedopgaven for Ungeguiden er at støtte den unge i at realisere sin uddannelsesplan for dermed at komme videre i livet.

Bekymrende skolefravær
I starten af 2020 ansætter Hjørring Kommune to medarbejdere, der sammen med en tværfaglig arbejdsgruppe skal etablere et fraværsteam. Fraværsteamet får i samarbejde med skoler og forældre til opgave at sikre, at den unge hurtigst muligt vender tilbage til skolen. Fraværsteamet tager afsæt i satspuljeprojektet ”Godt du kom”, som slutter i 2020, og som har haft positive resultater med indsatsen omkring bekymrende skolefravær. Når satspuljeprojektet slutter opjusteres fraværsteamet med yderligere tre medarbejdere, så det herefter bliver et fast team på fem medarbejdere.

Misbrug
Som et led i Ungegarantien ansætter Hjørring Kommune i starten af 2020 også en misbrugsmedarbejder. Denne skal sammen med SSP, Det Mobile Unge Team m.fl. være med til at skabe en mere systematisk og vidensbaseret tværgående indsats for unge i misbrug.

Misbrugsmedarbejderen får samtidig til opgave at følge unge i misbrug tæt. Dette skal både sikre de rette indsatser til den enkelte unge, og at Hjørring Kommune har den rette viden og indsats omkring unge i misbrug.

Sårbare børn og unge omfatter bl.a. unge med fysisk eller psykisk handicap, psykisk sårbarhed, problematisk adfærd, misbrug samt unge med nedsat kognitiv funktionsevne.