Ungegarantien

16.06.2020

– Danmarks mest ambitiøse ungeindsats

De nationale udfordringer i Danmark lige nu er høj ungdomsarbejdsløshed og voksende psykisk mistrivsel blandt unge. På samme tid mangler virksomheder i stort set alle brancher kvalificeret arbejdskraft. I Hjørring Kommune har disse problemstillinger ledt til én samlet løsning: Danmarks mest ambitiøse ungeindsats.

Hjørring Kommunes byråd godkendte den 29. maj 2019 Ungegarantien, der garanterer, at alle unge mennesker i Hjørring Kommune får mulighed for at få den uddannelse eller det job, som er det rigtige for den enkelte. Formålet med Ungegarantien er dermed, at styrke de unge i deres uddannelses- og jobvalg, så de er klædt rigtig godt på til det arbejdsmarked, som har så stærkt brug for dem.

Udsyn, Indsigt og Kompetencer
Ungegarantien handler ikke bare om at få en uddannelse og et job. Den handler om at få den uddannelse og det job, som er det helt rigtige for den enkelte unge, og som harmonerer med den unges forestilling om, hvad et godt liv er for ham eller hende. Det afspejler sig i Ungegarantiens tre overordnede mål:

  1. Udsyn: Den enkelte unge skal have udsyn og impulser ude fra, der fremmer refleksion, inspiration og drømmen om ”mit gode liv”.
  2. Indsigt: Den enkelte unge skal opnå indsigt i egne kompetencer og mulige veje, der fører til realiseringen af drømmen om ”mit gode liv”
  3. Kompetencer: Den enkelte unge skal ud fra egne forudsætninger opdage og udvikle sine potentialer og opnå de nødvendige kompetencer for at kunne realisere drømmen om ”mit gode liv”.

Målene skal realiseres over de kommende år gennem en række konkrete initiativer, der involverer de lokale virksomheder, skoler, uddannelsesinstitutioner, frivillige samt forskellige kommunale indsatser på ungeområdet.

Den brændende platform
Den brændende platform for Ungegarantien er de små ungdomsårgange, som nu er på vej gennem grundskolen og ind i ungdomsuddannelserne. Store årgange træder ud af arbejdsmarkedet, og små årgange træder ind.

Paradoksalt nok oplever vi lige nu også stigende dimittendledighed, som skyldes, at de sidste store årgange i disse år dimitterer fra de videregående uddannelser. Vi skal altså på samme tid bekæmpe den aktuelle ungeledighed og afhjælpe den truende mangel på arbejdskraft i de kommende år. Det kræver, at vi klæder de unge rigtig godt på til fremtidens arbejdsmarked.

Samarbejde er altafgørende
Vi kan kun komme i mål, hvis vi står sammen om opgaven. Ungegarantien er et samarbejde imellem Børne-, Fritids- og Undervisningsforvaltningen og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Hjørring Kommune. Men uden ambitiøse virksomheder og aktører i lokalområdet vil Ungegarantien ikke kunne lade sig gøre. Virksomheder fra flere forskellige brancher har været med i hele udviklingen af Ungegarantien, og efter den er blevet til virkelighed, har mange virksomheder skrevet kontrakt på deres ansvar og engagement i Ungegarantien. De såkaldte Garantipartnere, der indgår i et fælles netværk, garanterer bl.a., at de vil hjælpe alle unge, der henvender sig, til at komme videre imod en uddannelse eller et job.

De unge
I Ungegarantiens tilblivelse er også de unge blevet hørt. Vi erfarede, at det, de unge ønsker mest, er at få lov til at drømme. Nutidens samfund er fuld af muligheder. Men for mange unge mennesker kan alle mulighederne – uden vejledning og med andres store forventninger – virke så overvældende, at de er svære at navigere i.

Det vil vi gerne gøre op med i Ungegarantien.