Hjælp til elever med bekymrende skolefravær

16.06.2020

Skolegang og uddannelse er afgørende for børn og unges muligheder på sigt. Skolefraværet i de danske skoler stiger, og der er grund til bekymring! Skolefravær er et symptom og kan dække over flere komplekse problematikker både i skole og familie.

Fraværsteamet ”Godt du kom” er etableret på baggrund af lovende resultater fra satspuljeprojektet ”Godt du kom – et Fælles Ansvar”. Fraværsteamet ”Godt du kom” har til formål at hjælpe børn og unge med bekymrende og omfattende skolefravær tilbage i stabil skolegang gennem en tværfaglig indsats.

”Godt du kom” arbejder helhedsorienteret og med stort fokus på konteksten omkring eleven. Det betyder, at indsatsen er rettet mod både eleven selv, forældre og skole. Det kan være i form af støttende samtaler til eleven, familievejledning, observation og teamsparring til klassetemaet i skolen. Ofte vil andre tværfaglige samarbejdspartnere også være involveret f.eks. sundhedsplejerske, psykolog ved PPR eller socialrådgiver.

fraværsteamet
I indeværende år består fraværsteamet af to medarbejdere, og i forbindelse med satspuljeprojektets udløb med udgangen af februar 2021, etableres det endelige fraværsteam på fem medarbejdere. Teamets kompetencer vil spænde over specialpædagogik, familievejledning, pædagogisk observation og systematisk intervention, proces- og forandringsledelse samt psykologiske kompetencer. Sideløbende med de konkrete indsatser vil teamet understøtte skolernes arbejde med systematisk opsporing og indsats omkring skolefravær.

Fraværsteamet ”Godt du kom” er ét af PPRs bidrag til en ”positiv destination” for alle unge i Hjørring Kommune.

Fraværsteamet holder til på Amtmandstoften 2, og vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte Gitte Clausen Jensen på mail gitte [dot] clausen [at] hjoerring [dot] dk.