Projekt Edison 2022

02.11.2022

Endnu engang blev der afholdt Projekt Edison lokalfinale På Vendsyssel Teater med temaet Vores By i Fremtiden. I år var det med deltagelse fra i alt 118 hold fra kommunens 6. og 7. klasse.

Det var en super inspirerende dag med masser af glade unger og fantastiske innovative ideer, og det blev hold 4 fra Sindal Skole, der løb med 1. pladsen, men hele 8 hold sendes videre til finalen sidst i november i Fredericia.

De unge arbejdede med en masse klimavenlige løsninger, og mange af dem tog flot udspring i FN’s Verdensmål. Der var masser af pantmaskiner, solceller og byhaver, og både flotte plancher og fine byggede modeller.

Se en video fra dagen her

John Windbirk, erhvervsplaymaker fra Hjørring Kommune, var tovholder på dagen, og vi nåede lige at tale med ham i et travlt øjeblik: ”Det er skønt. Det summer rundt omkring og ungerne er top spændte på at møde dommerne lige om lidt, så de kan få vist deres innovative ideer.

Det bliver et brag af en dag, det er sikker på, og vi glæder os til at se, hvem der vinder og skal videre til landsfinalen, som foregår i Fredericia her sidst på måneden.

Vi er rigtig mange i år. Vi er næsten 400 elever, 382 elever helt præcist fordelt på 118 hold.”

John fortæller yderligere, at for at få det hele til at lykkes, så skal der bruges 27 velvillige dommere, der stiller op og bruger deres tid på de unge mennesker og deres idéer.

”Dommerne er bredt forankret i både uddannelsesinstitutioner og virksomheder og andre, der arbejder med innovation og udvikling af virksomheder til daglig. Og vi er meget taknemmelige for deres deltagelse”, siger John.

Lene Lund fra Fonden fra Entrepenørskab deltog også på dagen, og herfra lyder der stor tak til alle dommerne og de deltagende skoleklasser: ”I Fonden for Entrepenørskab vi arbejder på at endnu flere børn og unge møder Entrepenørskab og innovationsundervisning i uddannelsessystemet. Og det er både helt nede på folkeskoleniveau, til ungdomsuddannelserne og op til de videregående uddannelser.  Det gør vi simpelthen fordi, vi ved, at de her kompetencer her, det er nogle, som de kan få brug for i fremtiden.
Og det er faktisk en kæmpe læring for dem i forhold til denne konkurrence. Det kan være de har fundet ud af, at de er megagode til at pitche, eller de er gode til at undersøge ting.”

Der var også mange dommere til stede på dagen, der var meget tilfredse med at deltage.
Ditte Hansen, der er faglig koordinator, og Mette Hemmingsen, der er AC-Fuldmægtig ved Ungesekretariatet, var begge yderst begejstrede: 
”Noget af det vi synes er fedt ved det her, det er at komme ud og snakke med nogle unge mennesker og høre de kreative pitches og ideer de har. Det er fantastisk at se disse megaseje skolebørn, der bare stiller sig op og helt åbent fortæller om hvordan, det har været at være med i dette projekt. Og fede ideer de har altså. Der skal nok komme nogle gode kandidater herfra Hjørring.”

Vinderne blev:

1. plads - team nr. 4 fra Sindal.
2. plads - team nr. 8 fra Sindal.
3. plads - team nr. 43 fra Muldbjerg.
4. plads - team nr. 93 fra Hirtshals.
5. plads - team nr. 63 fra Løkken.
6. plads - team nr. 95 fra Hirtshals.
7. plads - team nr. 25 fra Vrå. 
8. plads – team nr. 74 fra Højene.
 

Yderligere information